Showing posts with label I just need a quiet little place. Show all posts
Showing posts with label I just need a quiet little place. Show all posts

Friday, 28 March 2014

Torsdagshygge

Franske oste, tysk skinke, hippiekirsebærte og en kanin, der er ved at blive strikket. Jeg er så vild.

Wednesday, 19 March 2014

Onsdag - interiør


Det er gråt og kedelig, og jeg er en brokkerøv, der sidder nedpakket i sjaler og burde skrive på kapitler om videnskabsfilosofi og andre praktiske sager, der alligevel skal være i sådan et speciale. Istedet forsøger jeg at arrangere hjemmet til visuel tilfredsstillelse med nye gamle farmorsager.

Ovenpå skuffedariet står der tilfældige dimser i sølvplet, og nogle bittesmå keramiske skåle, hvis egentlige brug jeg ikke kender. Nu har jeg sat telys i dem. Desuden har jeg begået den helligbrøde/genistreg at pille fronten af oldemors medicinskab og male det lyseblåt indeni. Så kan nogle af dimserne står der. Nu skal der bare glas i lågen.

Læsehjørnet er faktisk blevet meget hyggeligt. Man kan gemme mange ting bagved en stor gyngestol. Lilla gymnastikbolde og symaskiner for eksempel.

Spisebordet er allerede endnu mere plettet, men med strategisk placerede dækkeservietter og punch/frugtskål lægger man ikke så meget mærke til det. Vi har i øvrig usandsynligt mange salt- og peberbøsser. Og et cigaretskrin jeg genbruger til vitaminpiller. Desuden en bog om hvad kunst kan bruges til.

Alle strandsouvenirs jeg har samlet fra den halve jordklode mænger sig nu i et gigantglas, der en gang har været syltede æg i. Jeg snuppede det fra arbejde.
Barhjørnet er fyldt med flasker, hvis indhold enten er for mærkeligt eller fint til at vi rigtigt drikker af det. Vi må holde kortaften med ostebord og fin spiritus.
Ved den anden væg i herreværelset er bardisken med postkort og souvenirs af diverse slags. Under dartspillet kufferter med garn og gør-det-selv projekter og ovenpå strikkepinde. Den slags er umådeligt maskulint.

Tuesday, 11 March 2014

Tornadoen

I weekenden hentede ryddede vi rockerlageret i Glostrup - den lange føljeton er nu en saga blot. Det allermeste er nu pakket ud, vasket af og sat på plads. (En del i kælderrummet, men det er en freudiansk løngang vi rydder op i senere.) I samme omgang har jeg også ryddet i skuffer og skabe. Det har været en effektiv weekend.

Sunday, 23 February 2014

Hjem

Nå, men nu tager jeg hjem. Til det andet hjem, der ligger i Aalborg og måske ikke føles helt så meget hjem, som dét hjem, der ligger i Tórshavn, bortset fra at jeg savner min mand og vores lejlighed, hvilket gør det mere hjemligt i Aalborg, når jeg er hjemme, men mindre når jeg vil ud, fordi mine venner bor i Tórshavn nu. Altså bortset fra dem, der bor hjemme i København. Det begynder at være lidt forvirrende.

Tuesday, 17 September 2013

Listeafkrydsning II

Torí har tilbudt mig et værelse i Torshavn. Det er vistnok egentlig et forhenværende børneværelse og godt nok ret småt, men det er ikke et telt og Torí lød meget rar i telefonen.
Til gengæld har jeg stadig ikke hørt fra min universitetsvejleder, om hvorvidt Nordens hus er et acceptabelt praktiksted, og jeg overvejer at gensende min mail, for det burde da ikke være så svært at tage stilling til.

Det er også begyndt at gå op for mig at jeg tager afsted i tre måneder om et par dage. At ham den yndige ikke skal med, og nok ikke kan komme og besøge mig pga nyt arbejde. At jeg nok kommer til savne ham. At det er anderledes at tage afsted, når man kun har forberedt sig i en lille måneds tid, og har boet sammen, spist sammen, sovet sammen, gjort alle de der ting man gør. Taget på sengen.

Sunday, 15 September 2013

Listeafkrydsning

Jeg har fået tilbudt et værelse i Torshavn. Der mangler et par detaljer endnu, såsom alle mine spørgsmål om adgang til adgang til bad og køkken og hvem der ellers bor der. Men det virker beroligende, at der sker noget, og jeg nok ikke skal bo i telt.